- berømt for gastronomi, gæstfrihed og en uforglemmelig beliggenhed med Gudenåen rislende i baghaven!

Kroens 300 års historie



DET VAR MIDSOMMER. Gudenåen slyngede sit frie løb mellem skovklædte morænebakker, under broer og gennem enge, der duftede sødt af årets første høslæt, - således oplevede Hr. Ebbe Gyldenstierne i juni 1663 den brede, midtjydske ådal, der for årtusinder siden udformedes under den iskappe, der dækkede Østjylland fra nord til syd. – Og en smuk dag i denne midsommer-måned indgav han til sin konge, Frederik III ansøgning om retten til at drive værtshus og samtidig huse vejfarende folk ved Kongensbro. – Det er den dag, på hvilken Kongensbro Kro i år fejrer sin 300-års dag, den dag tanken blev født ved åens bred – vel vidende at der fulgte en tid efter, - vejen til en enevældig konge var dengang ikke kortere end i dag til en demokratisk ministers skrivebord. Seks måneder gik, et kors tidsmål i forhold til de 3 sekler, - og det blev midvinter før Ebbe Gyldenstierne, overkrigskommissær i Jylland og stiftamtmand i Viborg, med kgl. kurér modtog det første fæstebrev dateret 16. december 1663, efter hvilket kroen ved Kongensbro havde opnået sit kongelige privilegium. Det hedder i fæstebrevet: ”Oc maa hand ved konges broe, Et huus lade opstille, hvorudj folck kunde boe, (som til broen tilbørlig Indseende hafue kunde).”
Den sidste linie henviser til broens tilstand, idet Hr. Ebbe Gyldenstierne for det opnåede bro-privilegium påtog sig at holde broen farbar og kræve afgift af enhver passant til fods eller agende. Om nogen udskænkning nævnes intet, men man må gå ud fra, at der i brohuset også har været en bid brød og en dram til de vejfarende.
Herefter hører man intet til kroen, før 15 år senere i et skøde fra Christian V af 26. oktober 1678. Heri hedder det ”at kongen skøder til Hr. Peder Lerche, landsdommer i Nørrejylland bl.a. vor bro, Kongensbro kaldet, med tilliggende hus, som med broen tilbørligen indseende skal have er opbygget, liggende i Silkeborg amt, Lysgaard hrd., Grønbæk sogn… haver vi og allernådigst bevilget, at den som sættes i det hus at som til broen tilbørlig opsyn skal have må holde værtshus og kro for den vejfarende og sælge grove varer som jern, stål, humle, salt og tjære...” Denne sidste del af bevillingen, til handelsboden, har uden tvivl været gældende helt frem til en gang i 1800-tallet, selv om den da har været udskilt fra kroholdet.
I det følgende sekel finder vi skiftende ejere og fæstere til og på Kongensbro Kro. Den 12. september 1684 tilskøder Peder Lerche kroen til sin svoger, Peder Rosenørn til Tvilum, og 6. januar 1721 er Kongensbro Kro med 2 tdr. hartkorn solgt til Allinggård gods i slægten Fischers eje. Herefter ses Hr. Chr. Fischer den 27. marts 1747 at have udstedt fæstebrev ”på Kongensbro-hus til Jens Sørensen samt på afgiften af Kongensbro, som hans forældre forhen har haft i fæste og nu godvilligt er overladt ham af hans mor.”
Jens Sørensen sad i følgende ca. 20 år som kroholder og brofoged ved Gudenåen, indtil Hr. Fischer tilstillede Niels Christensen fæstebrev ”paa det hus han deri bor mod at han holder det vedlige og aarlig svarer 6 rdl. og dertil 24 rdl. mod at han oppebærer bropenge efter taksten.”
I årerne omkring det følgende århundredeskifte var det den ædle Hr. Jean Arnold Fischer, fruentimmerhaderen, som ikke tålte et fruentimmer inden for gårdens port, der sad som velbyrdig godsherre på Allinggaard. Efter hans død tilskødedes i 1804 den vidtstrakte ejendom til kaptajn Niels Secher, og i 1806 er kroen og broen atter nævnt, denne gang i en konvention af 7. marts mellem Allinggaards ejer og justitsråd Wissing, omhandlende ejendommens udstykning eller separate salg. I årerne inden 1822 tilskøder Niels Secher’s enke Allinggaard til generalkrigskommissær Schuchardt, der allerede i 1822 ikke så sig i stand til at klare de ejendommen påhvilende forpligtelser, hvorfor Kongensbro med kro og tilliggende sættes til auktion (ifølge Lysgaard-Hids hrd.’s auktionsprotokol). Auktionen blev bekendtgjort i Aarhus og Viborgs aviser (!) og afholdtes den 27. marts 1822. Det hedder i nævnte protokollat: ”Broen m.m. blev opraabt for 2631 rdl. 22 sk. sølv, hvilket var Schuchardt’s gæld til slægten Fischer, men der var intet bud.”
I referatet af ovennævnte auktion oplyser konditionerne: ”Til broens vedligeholdelse svares af en del sogne i Lysgaard og Gern ca. 74 tdr. byg aarlig, som erlægges ved broen, af yderne i Lysgaard til Mortensdag, af yderne i Gern efter tilsigelse. Det ved broen værende hus samt jordene af Iller og Braarup, samt bropengene er bortfæstet mod en aarlig afgift paa 50 rdl. sølv, som erlægges Mortensdag. Dette fæstebrev skal køberen overholde. Ligeledes er køberen pligtig at holde sig de allernaadigste bevillinger og øvrige dokumenter, der hjemler ret til brokornets og passagepengenes oppebærelse efterrettelig…Ligesom det ved skødet til Schuchardt paa det samlede Allinggaard gods, hvorunder de forannævnte ejendomme i sin tid har henhørte, er bestemt at ejeren af Ans kro stedse skal have fri og ubehindret fart, samt til uden nogen betaling, at trække op og ned af Guden aa, med de pramme eller fartøjer som gaar til Ans kros ladeplads, som og at Ans kro ikke maa fornærmes i sine privilegier, saaledes er køberen pligtig til at taale denne byrde…”
Ejeren af Kongensbro Kro er herefter i nogle år Frideriche Lovise Fischer, enke efter Chr. Fischer (tidligere ejer og onkel til Jean Arnold Fischer). Hun overtager ejendommen ved skifteskøde dateret 30. juli 1825, men allerede 19. august 1831 tilskøder fru Fischer Kongensbro til ejeren af Horup Mølle, Niels Lind, der igen i 1836 afhænder ejendommen til gårdmand Christian Bang, der endelig i 1856 tilskøder Kongensbro med tilhørende privilegier til værtshushold og bropenge efter kgl. bevilling af 1849 og 50, til sin søn Michael Bang.
Endnu er der i historien mere end hundrede år tilbage, inden trehundredeårs dagen nåes. Dette åremål fortoner sig i mørke med stadig skiftende kroejere og brofogeder, men samtidig opnår kroen en stigende betydning. Det er Gudenåen, den jyske vandvej fra Silkeborg mod Randers og havet, der gør sig gældende. Pram- og kågefarten der har været drevet siden 1400-tallet får tiltagende betydning, særlig, efter at staten midt i 1800-tallet (1851) gør en bemærkelsesværdig indsats for at gavne færdslen på åen. En trækvej eller -sti der ikke frembyder terrænforhindringer af betydning bliver anlagt langs åens bred og samtidig sker en uddybning af åløbet. Arbejder for i alt 22.740 rigsdaler. – Og helt frem til de første år i 1900-tallet bliver de store pramme og mindre kåger trukket mod strømmen på den 3-dages tur fra Randers til Silkeborg, tungt lastede med tømmer, stykgods og kolonialvarer, for en noget hurtigere tilbagefart med sten eller tørvelast.
Fra Randers til Bjerringbro blev en kåg trukket af 3-4 mænd, heraf var en eller to til stadighed ombord, hvor de hjalp på fremdriften ved at stage, eller de satte sejl, når vinden bar med. Det øvrige mandskab gik langs trækstien med tovet over skuldrene. For at hindre kågen i at blive trukket ind mod bredden var tovet fastgjort på siden af det tunge fartøj, hvorved det blev holdt lige i åløbet. Ved særlige bratte slyngninger løb tovet omkring ”en sort mand”, det vil sige en pæl med jernbøjle, hvorved trækket blev fordelt og kågen holdt ude i strømmen. – Det var disse kåg-folk eller pramdragere, som i årene fremover blev faste og gode gæster på Kongensbro Kro og i Ans og Vilsted Kro for at nævne de bedst kendte, disse lå ved åens ladepladser, og her kunne købes al den brændevin man ønskede. Det var på flere måder, en våd bestilling at drive kåg på åen, men det var mandfolk, der er tale om, og brændevinen kostede ikke mange ører.
Sådan gik tiden endnu et halvt århundrede, til den sidste egentlige kåg i 1910 blev trukket på land. Transporten ad det smukke åløb kunne ikke mere bære sig økonomisk, selv om man i nogle år herefter søgte at drive pram- og kågfart med hjul-motorbåd som trækkraft. Jernbanen var den store konkurrent, og de første lastbiler havde vist sig på vejen. – Mørket sænker sig atter over Kongensbro til den dag i 1950, da de Samvirkende jydske Turistforeninger erhvervede huset ved broen og skabte den første rigtige danske 1900-tals landevejskro, hvor tidens komfort er at finde midt i den dejlige, midtjyske natur.
Her har krofolkene Else og Hans Andersen formået at gennemføre jyske traditioner og en jysk standard til glæde ikke blot for landsmænd, men for et stort internationalt publikum.
Indenfor er alt som i et velindrettet, komfortabelt landhus, gode værelser og dertil et godt køkken – det findes ikke bedre i landet. Og samtidig nyder man i krohuset roen og den stemning, der tillader at folk af alle slags samles om krostuens hvidskurede borde. Det er krofolkenes fortjeneste. Hans’ tørre lune og ternede vest og fru Elses søde smil kendes også af mange.
Og udenhus er landskabet smukt og afvekslende. Foran kroen krydses de store veje, og trækstien, nu et kulturhistorisk minde, en fredet strimmel jord, følger den gamle vandvej, hvor hejren fisker og nattergale jubler i breddens krat. Ude over de lave enge kommer bekkasinen gennem det klare himmelrum i sit svimlende fald, der får luften til at summe gennem de udspændte halefjer.

Kongensbro Kro er et godt sted at gæste.

ERNST MENTZE

<br />

Da Viborg undgik plyndring

Klik her for at se hele historien.




Kgl. Privilegerede kroers brug af kronen







Klik her for at se hele historien.